Kontakt

Reklamationer Mediearkiv
 

Rose Poultry har blikket rettet fremad

Rose Poultry har sat sig for at ville være Nordeuropas mest innovative leverandør af fjerkræprodukter. Vi vil helst være forud for vores kunder og forbrugere, så vi allerede har løsningen, når de får behovet. Derfor har vi altid blikket rettet fremad. Men vi kigger os selvfølgelig løbende over skulderen for at sikre os, at vi husker at tage ved lære af historien og gøre brug af vores erfaringer.

Vi bliver jo hele tiden klogere, og vi retter os løbende ind derefter. Eksempelvis har vi ændret vores markedsfokus i lyset af de sidste ti års infektionstrusler. Vi har fuldt ud styr på forsvarsberedskabet, men hvor vi før opfattede Fjernøsten som vores primære marked, holder vi i dag ‘armene tættere ind til kroppen’ og har især fokus på Sverige, Tyskland og England. Plus Danmark, naturligvis.

Tæt kontakt med forbrugerne
Uanset hvor vores primære forbrugere befinder sig, skal vi naturligvis være i løbende kontakt med dem for hele tiden at sikre os, at vi ‘taler samme sprog’. Det sikrer vi bl.a. via forbrugerpaneler, messer, butiksbesøg, seminarer o.l. Men i vores branche er en forbruger ikke en entydig størrelse.
Vi kommunikerer både med detail-, foodservice- og industrisektoren, og de forskellige sektorer efterspørger typisk forskellige produkter – både produktmæssigt og forpakningsmæssigt. Foodservice og industri er f.eks. kendetegnet af storkøkkener, der kræver større produktenheder end detailsektorens privatforbrugere.

Når der innoveres og produktudvikles uafbrudt, må produktionen nødvendigvis være gearet til fleksibilitet. Og det er den. Produktprogrammet er bredt. Det indeholder mange nicheproduktioner og mange produktnumre, og produktionen ændres hyppigt som følge af den løbende produktfornyelse. Det kræver derfor både tekniske og menneskelige ressourcer at kunne matche kravene. Det kan vi på Rose, fordi medarbejderne bakker 100% op om virksomheden. Rose Poultry har både fleksibiliteten, kapaciteten, kompetencerne og forandringsvilligheden til at leve op til sine egne ambitioner.

 

Vidste du at...

I og med den store konkurrence på verdensplan er kyllingeprodukter meget prisfølsomme. Når det for Rose samtidig er alfa og omega, at kvaliteten er i top, er det en hårfin balance at afpasse kvalitetssikring og prissætning, så alle bliver glade, og det hele går op i en højere enhed.