Bakterien Campylobacter findes overalt i naturen og udgør et sundhedsproblem i hele verden. God køkkenhygiejne hvor kød og grøntsager holdes adskilt, og kød gennemsteges, fjerner imidlertid risikoen.
Indsatsen mod bakterien er blevet intensiveret, og Rose Poultry deltager via brancheorganisationen Dansk Slagtefjerkræ i en landsdækkende undersøgelse af, hvorfor problemet i visse perioder er større end i andre. De første resultater viser, at daggamle kyllinger slet ikke har bakterien, hvorfor der skal fokuseres på mulige smittekilder under opvæksten.
20% af de danskere, der bliver syge af Campylobacter, har fået smitten under rejse i udlandet. De fleste udbrud forårsages af upasteuriseret eller fejlpasteuriseret mælk eller forurenet drikkevand. Herhjemme er kød af fjerkræ, svin, kvæg og lam samt kontakt med kæledyr årsag til 75% af alle tilfælde.
Typerne Campylobacter Jejuni og Coli er de hyppigste hos mennesker. Symptomerne er oftest diarré, mavesmerter, kvalme og feber.
Læs mere om campylobacter på www.fvm.dk