Eksotisk kyllingesalat
Opskrift til 4 personer

Ingredienser:
Kyllingeinderfiléter (500/600g)
Salt og peber
1-2 tsk olie
1 tsk karry - eller efter smag

Salat:
1 mellemstor, moden ananas- ca. 550 g spiselig ananas
1 agurk
2 velmodne avocadoer
Frisk koriander

Dressing:
1 frisk rød chili
½ citron eller lime
1 spsk olie

Tilbehør:
250 -300 g brød – gerne groft brød

Fremgangsmåde:
Dup inderfiletterne tørre med køkkenrulle. Del dem i mindre stykker. Krydr med salt og peber.

Varm olien på en pande ved god varme. Svits karryen under omrøring ca. 1 minut. Kom kødet på panden og brun det på alle sider. Skru ned til middel varme og steg 3-4 minutter på hver side til kødet er gennemstegt. Tag kødet af panden og lad det afkøle.

Skræl og del ananassen. Skær den træede midterribbe fra ananaskødet og kasser den. Skær ananaskødet i grove tern.
Skær agurken igennem på langs og fjern kernerne med en teske. Skær agurken i ca. 3 mm tykke skiver.
Flæk og udsten avocadoerne. Skrab kødet ud med en ske og skær det i tern.
Bland ananas, agurk og avocado med groftskåret koriander. Gem nogle hele korianderblade til pynt.
Fjern kerner fra chilien og hak chilien fint.

Pisk dressingen sammen af citronsaft, olie og chili. Smag til med salt og peber.
Bland salaten med dressing. Vend kyllingekødet i og pynt med korianderblade.

 

 

HKScan Denmark A/S - Tværmosevej 10 - 7830 - Vinderup - Danmark - +45 9995 9595 - info@rosepoultry.dk - www.rosepoultry.dk/opskrifter