Sprød kylling i peberrodssauce
Opskrift til 10 personer

Ingredienser:
10 stk. kyllingebrystfileter med skind
3 spsk. olie
3 spsk. smør
6-8 dl vand
30 stk. spæde gulerødder
4 stk. porrer
2 bdt. asparges
20 kogte kartofler
50 g smør
50 g mel
3 dl sødmælk
1 spsk. eddike
1 spsk. sukker
reven peberrod
1½ dl ærter
havsalt

Tilberedning:
Steg kyllingebrystfileterne på skindsiden i ca. 4 minutter til skindet er sprødt. Vend kyllingebrysterne og tilsæt vand. Vandet må ikke dække kyllingen, for så bliver skindet blødt. Pocher kyllingerne i vandet i 5-6 minutter. Rens alle grøntsagerne og skær dem i grove stykker.
Tag kyllingerne af panden og gem lagen i en skål. Smelt smørret i en stor gryde, tilsæt mel og rør sammen til en smørbolle. Tilsæt ca. 4 deciliter kyllingelage lidt af gangen og pisk smørbollen ud. Lad saucen koge i 5 minutter, så smagen af mel forsvinder. Tilsæt mælk, eddike og sukker og smag til med reven peberrod. Tilsæt gulerødder, porrer, asparges, kartofler og ærter og lad det koge op med saucen i et par minutter. Smag til med havsalt og anret de sprødstegte kyllingebryster med grøntsager og frisk høvlet peberrod.

HKScan Denmark A/S - Tværmosevej 10 - 7830 - Vinderup - Danmark - +45 9995 9595 - info@rosepoultry.dk - www.rosepoultry.dk/opskrifter